Bag transformatortårnet på Bastholm Møllevej i Vrå boede engang en maler. I det atelier, hvor Poul Anker Bech skabte sine berømte malerier af det moderne menneske i naturen, har arkitektfirmaet Hovaldt nu til huse. Med indehaver Dorte Hovaldt i spidsen slår de stregerne til mange innovative byggerier i det nordjyske. Gerne med et bæredygtigt tilsnit, når det kan lade sig gøre.

Skiller fårene fra bukkene

Dorte Hovaldt startede Arkitektfirmaet Hovaldt i 2005 – i begyndelsen som et énmandsfirma, men med tiden voksede antallet af opgaver, og i dag beskæftiger hun i alt 6 medarbejdere. Arkitektfirmaet Hovaldt har stået bag mange byggerier, primært i Danmark, men også i udlandet. Dorte og hendes medarbejdere har tegnet flere passivhuse i Hjørring Kommune – dvs. huse med solopvarmning og udnyttelse af husets passive energi, hvor energiforbruget er lavt. Generelt ligger bæredygtighed Dorte Hovaldt meget på sinde. Hun forklarer sin holdning sådan her:
”Jeg synes, bæredygtighed er vigtigt i moderne byggerier. Det er ligesom det, der skiller fårene fra bukkene. Om man vil gå hele vejen og være innovativ, også i forhold til energiforbrug, byggematerialer og social ansvarlighed.”

Affald og bæredygtighed

Men hvordan kan affald indgå i bæredygtigt byggeri? Ifølge Dorte Hovaldt er affald et vigtigt element i bæredygtigheden:
”Det handler om de materialer, husene bygges af: Er det genbrugstræ, gamle mursten osv.? Og så handler det om materialernes egenskaber, når huset engang skal rives ned og bliver til affald: Indeholder de problematiske stoffer, der frigives ved nedrivningen, og kan materialerne til den tid bruges igen?”
Ifølge Dorte Hovaldt er man nået langt med at afdække energiforbrugets rolle i forbindelse med bæredygtigt byggeri, mens affald stadig er en relativt underkendt faktor. Hun efterlyser mere fokus på emnet og dets betydning – f.eks. kunne affaldsbortskaffelse indgå som en parameter, når et arkitektfirma giver tilbud på en opgave. Dorte Hovaldt nævner firmaet Gamle Mursten som et godt eksempel på et produkt, hvor genbrugsmaterialer kan indgå i nybyggeri og tilføje ny værdi – både miljømæssigt og æstetisk.

Men kan det lade sig gøre?

Bæredygtigt byggeri har altså mange fordele i forhold til energibesparelser, bedre affaldshåndtering og mindre klimabelastning. Men kan det lade sig gøre – er bygherrerne klar til at betale den relative merudgift, som det uvægerligt giver at indtænke isolering, solvarme, bæredygtige materialer, m.m. i et byggeprojekt? Dorte Hovaldt erkender, at det ikke altid er let at få solgt idéen, når det kommer til stykket – og at økonomi altid er en væsentlig faktor. Også selvom en merinvestering i bæredygtighed som regel tjener sig hjem i form af besparelser på energiregningen. Men dybest set handler det om holdning. Om man mener, at bæredygtighed er vigtigt og vil investere i fremtiden.

Tak til firmaet Gamle Mursten for udlån af foto.


Transformatortårne indgår på mange af den legendariske Poul Anker Bechs malerier. Tårnet her ligger lige ved indkørslen til huset på Bastholm Møllevej, hvor Dorte Hovaldts arkitektfirma i dag har domicil.