For et år siden tog AVV og Hjørring Varmeforsyning et nyt anlæg i brug. Det knytter sig til AVVs Energianlæg og sørger for, at den sidste rest energi i røggassen udnyttes, når affaldet bliver brændt. Og røggaskondenserings-anlægget virker – faktisk så godt, at AVV nu kan sende ekstra 20.000 MWh om året over til sin nabo på Mandøvej, som sender det videre ud til varmekunderne.
Anlægget har kostet 36 mio. kr. – en stor investering, som Hjørring Varmeforsyning betaler via varmeprisen til AVV. Men udbyttet er meget konkret: 1.100 flere husstande kan nu få billig og miljøvenlig affaldsvarme gennem fjernvarmerørene. Hjørring Varmeforsyning producerer også varme af andre brændsler – bl.a. træflis og naturgas. Affaldsvarmen udgør ca. 45% af Hjørring Varmeforsynings årlige varmeproduktion.

Supplerer nuværende produktion

AVVs Energianlæg brænder årligt 90.000 ton affald – det affald, der ender i borgernes skraldespande og virksomhedernes containere, når de er færdige med at sortere materialer fra til genanvendelse. Ved forbrændingen produceres varme og elektricitet via et kedelsystem og en dampturbine. Det nye røggaskondenseringsanlæg kondenserer, dvs. fortætter, den vanddamp der er i røgen. Herved frigøres vanddampens energi, som efterfølgende kan overføres til fjernvarmevandet. Den store energiproduktion sker således helt uden øget brug af affald og er derfor særdeles miljøvenlig.  
Udover at behandlingen i det nye røggaskondenserings-anlæg giver bedre energiudnyttelse, skaber det også en renere røg. Røgen fra AVVs skorsten renses allerede i dag for bl.a. tungmetaller og svovl. Det nye anlæg forstærker den effekt.

Årelangt parløb

Samarbejdet mellem AVV og Hjørring Varmeforsyning går mange år tilbage. I 1960’erne opstod det første affaldsforbrændingsanlæg i Hjørring, og fra starten distribueredes varmen ud til byens borgere af Hjørring Varmeforsyning. Midt i 1980’erne flyttede de to anlæg til den nuværende placering på Mandøvej øst for centrum, og siden er begge anlæg blevet løbende udbygget og fornyet. Senest altså med røggaskondenserings-anlægget. Varmen i Hjørring Kommune er i øvrigt billig – den har i de senere år ligget stabilt blandt de ca. 8% billigste i Danmark.

 

Se film om røggaskondenseringsanlægget her: