Det kan måske synes fjernt, at AVV skal arbejde for nogle globale målsætninger for bæredygtighed, men verden er blevet mindre. Det gælder især vores brug af ressourcer og produktion af affald; en avis købt ved den lokale købmand er måske produceret af træ, der har vokset i Sverige. Når vi indsamler avisen som affald, sælger vi det videre til behandlere rundt om i Europa, og indtil for nylig var det ikke usandsynligt, at det endte i Kina, hvor avisen ville blive omdannet til nyt papir. Dermed udgør vi en lille brik i det store globale produktions- og forbrugs-puslespil.

FN’s verdensmål nr. 12 handler netop om, at vi i fællesskab skal gøre måden, vi forbruger og producerer på, mere bæredygtig. Derfor er verdensmål nr. 12 et af de mest centrale for os at arbejde med. Derudover er verdensmål nr. 7, 9 og 17 de mest relevante for AVV (se billede nedenfor).

Udover disse fire verdensmål, som omfatter AVV’s kerneaktiviteter, arbejder vi også med andre mål, men det er på projektniveau og ude i afdelingerne. Et eksempel herpå er vores biodiversitetsprojekt, som bidrager til opnåelse af verdensmål nr. 15: Livet på land. Her har vi omlagt flere af vores udendørs-arealer, så de tilgodeser en større variation af planter og dyr og bidrager til at stoppe tabet af biodiversitet. Dette tiltag er direkte inspireret af FN’s verdensmål. Vi arbejder også med andre verdensmål, og i dette års redegørelse har vi knyttet vores egne mål i redegørelsen an til verdensmål, der hvor det har været muligt.