Brænder du for miljø og bæredygtighed?
Har du en skarp pen og et strategisk hoved?
Kan du formidle komplekst indhold i enkle budskaber?

Så er du måske vores nye kommunikatør. I tæt samarbejde med en anden, kommunikationsuddannet kollega skal du varetage opgaver inden for både ekstern og intern kommunikation. Du skal være passioneret omkring det at kommunikere på skrift og i tale, og du skal have lyst til kontakt med både pressen og borgere.

Vi har en stor berøringsflade og daglig dialog med vores borgere, som vi aktivt inddrager i vores arbejde omkring bæredygtighed og cirkulær økonomi. Du skal spille en central rolle som bindeled, når strategi omsættes til handling. Derfor skal du have blik for både de store linjer og de små detaljer, når du omsætter akademisk stof til brugbare budskaber.

Jobbet
Du bliver del af en afdeling med cirka 20 medarbejdere, hvor der er én udover dig, der har kommunikation som sin primære opgave. Du vil få det faglige ansvar, og din reference vil være til Udviklings- og administrationschefen.
I mange henseender bliver du AVVs ansigt udadtil, når du deltager i borgerarrangementer og kommunikerer med pressen og vores øvrige interessenter. Du skal være god til at koordinere og planlægge, da en af dine væsentlige opgaver bliver udvikling og implementering af kommunikationsstrategi.

Dine opgaver er:
• Pressekontakt og artikelskrivning
• Produktion af nyhedsmails
• Drift og udvikling af besøgstjeneste
• Drift, udvikling og kvalitetssikring af interne kommunikationskanaler
• Faglig sparring i branchens ERFA-grupper
• Drift af hjemmesider og sociale medier
• Samarbejde med ejerkommunerne på kommunikationsfronten

Kommunikationsenheden betjener også organisationens afdelinger med udarbejdelse af foldere og annoncer, sproglig og grafisk sparring kommunikationsplaner for nye aktiviteter eller initiativer med mere.

Personprofil
Du interesserer dig for den grønne dagsorden og er en ildsjæl, som har det faglige fundament på plads. Du kan holde flere bolde i luften på én gang og har det godt med deadlines og med at få tingene gjort.
Du har en akademisk uddannelse inden for kommunikation og/eller journalistik samt minimum tre års erhvervserfaring.

Vi tilbyder
En 37 timers stilling og en hverdag, hvor der ikke er langt fra idé til handling. Vi opnår resultaterne i fællesskab, vores tone og ledelsesstilen er uhøjtidelig, og vi har respekt for forskellighed. Et job, hvor du får gode muligheder for at udnytte dit potentiale indenfor dit felt og samtidig lære nyt. Løn efter kvalifikationer.
Vil du høre mere om jobbet, så kontakt Administrationschef Niels Larsen på tlf. 9623 6644. Ansøgningsfristen er tirsdag den 15. januar. Ansættelse efter aftale. Ansøgning sendes til AVV på job1@avv.dk

Virksomheden
AVV I/S er et fælleskommunalt affaldsselskab ejet af Hjørring og Brønderslev kommuner og arbejder som en selvstændig enhed med egen administration og økonomi. Vi behandler affald for områdets 105.000 borgere og 3.500 virksomheder, og vores ambition er at være i front – både inden for miljø, formidling og forretningsudvikling. Læs mere om os på avv.dk